Tolerance-vinduet

Hvad det betyder at nervesystemet smider os i hyper og hypo-arousal, altså udenfor vores tolerancevindue.

Tolerancevinduet er det råderum vores nervesystem har, hvor vi kan fungerer hensigtsmæssigt i hverdagen.

Når vi ryger udenfor vores vindue, så går vores nervesystem enten i hyperarousal eller hypoarousal. Herfra er vi ikke istand til at fungere rationelt og vi bliver taget af vores følelser og tilstande.

Sagt på en anden måde, så tager reptilhjernen over og vi reagerer instinktivt.

Normalt har vi et forholdsvis bredt vindue. Når vi har været udsat for traumer eller længerevarende stress bliver vinduet mindre. Det betyder, at der skal mindre til, før vi ryger udenfor vores stimulus-barriere.

Heldigvis er der flere ting vi kan gøre for at udvide vores tolerancevindue, og dermed blive mere modstandsdygtig overfor livets påvirkninger og storme.

stadier

I løbet af en dag bliver vi påvirket af hvad der foregår omkring os. Noget får os til at slappe af, noget anspænder os.

Når vi er velfungerende forbliver vi i vinduet når vi bliver påvirket. Ekstreme situationer kan sende os ud af det. Det kan være forskrækkelse, faretruende situationer, konflikter i parforhold eller på arbejde, stress og pres, at føle sig hjælpeløs og meget mere.

Først går vores nervesystem i et kortvarigt frys hvor det orienterer sig, og derefter i kamp eller flugt mode. Hvis vi ikke kan kæmpe eller flygte, kollapser vi. Vi vælger den sidste udvej, at spille død, i håb om at faren vil drive over.

Tænk bare på kattens leg med musen, hvor den spiller død og katten ikke gider mere og slipper musen. Når katten er gået lidt væk, vågner musen op og piler væk. Det er kollaps som en effektiv overlevelsesstrategi.

Hvis vi er stress ramt, har PTSD, ADHD mm eller er ramt af traume, så bliver dit tolerancevindue meget smalt. Det medfører, at selv dagligdagens almindelige udsving kan sende os ud over stimulusbarieren og vi kan enten gå i hyperarousal eller hypoarousal.

Tolerancevinduet

Indenfor tolerancevinduet

Dette er tilstanden, hvor vi er generelt velfungerende og vi har kontrol over vores følelser, tanker og reaktioner. Herfra kan vi have sunde relationer med dem omkring os, og se tingene fra andres perspektiver.

Fysisk

Herfra kan vi mærke og observere vores kropslige reaktioner. Det er muligt at håndtere forskellige fysiske påvirkninger rationelt.

Puls, vejrtrækning og hjertebanken kan finde sted men giver ikke anledning til reaktioner (fx når vi bliver forpustet på vej op ad trappen). Det er muligt at rumme og være med hvad der sker i kroppen.

Følelsesmæssigt

Vi er i stand til at observere og rumme vores følelser, samt regulere dem. Vi kan fx mærke at vi bliver vrede eller kede af det, men bliver ikke fanget i følelserne.

Det er muligt at handle hensigtsmæssigt i forhold til situationen på trods af det vi føler, som fx trøste sit barn selv selv om vi blev vildt bange.

Mentalt

Vi er mentalt tilsted i det vi foretager os. Vi er ikke fanget af tankemønster eller tvangstanker. Vi kan genkende vores tanker som noget der ikke er hele os, men en del af os.

Herfra er vi tankemæssigt bevidste om det som foregår omkring os.

 

Ovenfor tolerancevinduet

Her er vi i hyperarousal. Nervesystemet er i High Alert og parat til at handle. Der er for højt gear og overdrevne reaktioner.

Fysisk

Kroppen er gearet til kamp eller flugt. Den kan være i det korte orienterende frys, parat til at handle. Eller den kan allerede være i handling – kamp/flugt.

Alt er parat, hjertet banker hurtigere, åndedrættet hurtigt, musklerne spændt, der kan være rødmen og man kan svede.

Følelsesmæssigt

Vores følelser styrer vores handlinger og hvad vi tænker og tror. Der kan være fornemmelser af panik, uro, rastløshed og aggressiv adfærd.

Vi er i vores følelsers vold og kan ikke separere os fra dem. Vi bliver til vores følelser.

Mentalt

Tankerne bliver kaotiske og de kører derud af i fuld fart. Der kan komme indtrængende billeder, flashback og mareridt.

Det er ikke muligt at se sig selv udefra og differentiere sig selv fra sine følelser. Der kan komme tvangstanker og cirkulære tankemønstre som overtager kontrollen.

Nedenfor tolerancevinduet

Her er vi i hypoarousal. Systemet lukker ned og vi kan befinde os i en slags zombie tilstand.  Vi – styret af reptilhjernen – spiller død som en sidste udvej.

Vi kollapser, opgiver og bliver immobiliseret.

Fysisk

Kropskontakten forsvinder. Det er svært at sanse forskellige kropsdele og mærke sig selv. Åndedrættet er langsommere, kroppen slap og sammensunken, blodomløbet reduceres, alting går langsomt og det kan være umådeligt svært at aktivere kroppen.

Det kan kan være nærmest umuligt at få ord over sine læber, eller at rejse sig for at gå på wc. Inaktivitet fylder.

Følelsesmæssigt

Følelser er som gemt under et kæmpe bunke vat. Det hele er ligegyldigt, selv kærestens kram vækker ikke noget i en. Vi undgår social kontakt.

Vi er i en følelsesmæssig lammelse, hvor der nærmest ikke er noget udsving den ene eller anden vej. Glæde mærkes ikke, vrede ej heller. Alt er bare tomt. Selv det mindste kan føles som et kæmpe bjerg at bestige.

Mentalt

Tankerne er langsomme og svære at holde fast i. Der kan være tanketomhed og det er svært at lære eller forstå noget. Der er ikke meget interesse i hverken det ene eller andet. Virkeligheden er uvirkelig og ikke noget der vedrører en selv.

Udvidelse af tolerancevinduet

Når vi udvider vores tolerancevindue skal der mere til før vi bliver skubbet ud af det. For de med et smalt vindue kan det være bydende nødvendigt at arbejde med det for at kunne fungere i dagligdagen. For de som har et “normalt” vindue kan det tilføje livskvalitet og bedre rummelighed overfor livets udfordringer. Jo bredere vinduet er, jo større storme kan vi håndtere uden at miste os selv.

Kropsbevidsthed

Det gælder om lære at sanse kroppen. Når vi mærker og bruger kroppen kommer vi ud af vores tanker og følelser. Ved at fokusere på den kropslige fornemmelse når vi har en følelse kan vi lære at rumme, acceptere og derigennem transformere.

Større kropsbevidsthed hjælper os også til at opdage når der er noget på spil. Vores følelser kan mærkes i vores krop, som fx nervøsitet i maven, glæde i brystet osv. Opgaven bliver at lære sin krops tegn at kende.

Intuitiv rytmisk dans, yoga og motion hjælper alt sammen til at få en større kropsbevidsthed.

 

Mentalisering

Mentalisering går kort sagt ud på, at kunne observere sig selv udefra. Du dis-identificerer dig fra det du sanser, føler og tænker:

“Jeg er ikke min krop, jeg er en person som har en krop.”

“Jeg er ikke mine følelser, jeg er en person som har følelser.”

“Jeg er ikke mine tanker, jeg er en person som har tanker.”

Meditation og mindfuldness er gode redskaber hertil.

Paresympatisk velbehag

Med andre ord, få kroppen og nervesystemet til at føle sig godt tilpas.

Der er mange forskellige ting som kan give os velbehag.

Massage, knus, at kæle dyr, at vinde og sejre, et stykke chokolade, øjenkontakt med en vi holder af, meditation, berøring og nærvær, motion (velbehaget kommer bagefter når vi slapper af), dybe vejrtrækninger,  elskov og orgasme, dyb afslapning, rytmiske eller langsomme bevægelser, god musik, naturen, kunst, latter, glæde, gode oplevelser sammen, og meget mere.

Mærk i din krop  når den har det godt, vær bevidst om følelsen så du kan genkende den. Så undersøger du hvad forskellige aktiviteter og situationer gør ved din krop, og du vil hurtigt finde ud af hvad der giver dig velbehag.

Shopping giver også en kortvarig følelse af velbehag. Dette kan være årsagen til at en shopping afhængighed kan opstå.

 

Sunde relationer

Det er i det sunde samvær med andre at helingen opstår.

I samværet med andre mennesker aktiveres vores parasympatiske velbehag. Altså, når samværet er nærende, kærligt, rummende og accepterende.

Noget af det bedste vi kan gøre for os selv, er at gøre ting med andre mennesker. Når vi deler gode oplevelser sammen udvider vi faktisk vores tolerance vindue. Det er et af de vigtigste elementer i helingen af et traume.

Selvfølgelig, hvis relationen er usund og stressende, så bliver vores tolerancevindue stille og roligt mindre og mindre. Det er fx. hvad der sker i et voldeligt ægteskab, eller i det alkoholiske barndomshjem.

Nærvær, rummelighed, og accept er essentielle i sunde forhold, og udbygger vores parasympatiske velbehag.

Hvis man har et smalt vindue, så er det vigtigt at øve sig og arbejde på at udvide det. Jo bredere vinduet er, jo mere skal der til for at man ryger i enten hyper- eller hypoarousal. Og det gør om end ikke andet, hverdagen en hel del lettere og dejligere at være i.