To Walk in Beauty
Det er en måde at leve på, hvor man lever i nuet med taknemmelighed og livsglæden fylder.
To Walk in Beauty er at leve i nuet, at være i nuet, at kunne acceptere nuet.
To Walk in Beauty er at vide, at alt er ok, at alt er perfekt lige som det er, lige her og nu.
To Walk in Beauty er at kunne se skønheden omkring sig, selv når det regner, selv når livet er hårdt.
To Walk in Beauty det er at vide, at livet er godt, også når det er skidt. Det er at vide, at det vi oplever og det vi møder på vores vej, er lige præcis som det skal være. At der er skønhed, og smukhed, og læring i det hele.
To Walk in Beauty er måde at leve på.
Når man først er der, så kommer smilet frem, når regndråben falder fra bladet. Så kommer smilet frem, når hunden logrer med halen fordi den fik færten af en mus. Så kommer smilet frem, fordi der lige kom en hare på ens vej.
To Walk in Beauty er smukt.
Det er dejligt. Det er ikke altid let, og livet kan da godt nok slå en i hovedet. Det kan gøre forbistret ondt. Men det er en baseline, et niveau der ligger som sådan en underliggende tone igennem dagligdagen, igennem livet der hvor man er.
Og en gang imellem kommer der en bølge der er endnu højere, og der er masser af glæde og lykke der fylder bare helt vildt. Og andre gange, er der noget der slår en ud, og får en ned i en bølgedal.
Men. Når man “Walk in Beauty”, når man går med skønhed, så er den baseline – det gennemsnitsniveau – som det er nemt at komme op på igen. Og den ligger der som en konstant. En måde der nærer og får os til at leve, lige så simpelt som lyset fra solen som gør at vi kan se. Eller ilten i luften, som gør at vi kan trække vejret.
kommer fra et indiansk begreb
To Walk in Beauty er et indiansk udtryk, som kommer fra nogle af traditionerne. Det en måde at gå med Skaberen, at gå med livet, at gå med accepten.
Det er en måde, at være den du er. At være autentisk i dig selv. At have renset alle de ting væk, der har spændt ben og har holdt dig tilbage fra at være dig selv. Der har holdt dig tilbage fra at bringe sjælen helt hjem. Hjem i din krop. Hjem hvor den hører til.
To Walk in Beauty er ikke nødvendigvis en nem vej at gå.
Eller i al fald at komme til. Det kan tage år og års arbejde. Hård oprydning i skygger, og omsorg for sårede indre børn.
To Walk in Beauty, det er et sted man når hen til, eller kan nå hen til, på det tidspunkt i ens liv, hvor det meste af det, der har været med i bagagen er blevet ryddet op, og er blevet taget sig af, og sat på plads.
På et tidspunkt, så når du til det sted, hvor du opdager, at livet det er smukt, at det er skønt.
At det, at det regner en dag, ikke kan slå dig ud. At det at økonomien presser lidt på – det kan godt være at det bliver en bekymring – men det slår dig ikke ud. Det fjerner ikke denne her helt basale livsglæde. Og du opdager måske – lige pludselig – at du sgu er ved at blive forelsket i livet.
Og derfra, så er din rejse med at gå med skønheden begyndt.