Hvad høsten kan lære os
Hver årstid har en læring til os, hvis vi stopper op og mærker efter. Høst fortæller os om at høste frugten af vores arbejde, at sørge for næring til os selv og sørge for, at vi har noget på lager til dårligere tider.
Høst frugten af dit arbejde
Årstiden minder os om at høste frugterne af vores arbejde. At vi ikke kun skal give, men at vi også skal have noget igen. Noget som nærer os og giver os de ressourcer vi har behov for.
Husker vi at gøre et projekt færdigt? Husker vi at hente fortjenesten hjem, eller lader vi andre nyde godt af vores arbejde? Har vi en tendens til at så frø i urtehaven og så glemme at nyde resultatet af vores arbejde?
En af mine personlige udfordringer er netop at hente høsten hjem. Jeg er god til at starte nye projekter, jeg er god til at få idéer og se muligheder. Jeg får sået frø i mine højbede om foråret. Men når høsten kommer, så glemmer jeg at hive gulerødderne op, spise salaten eller hente tobaksbladene ind før det er for sent. Til gengæld er jeg ret god til at høste til andre. Jeg plukker brombær til fryseren. Jeg plukker ribs til rysteribs. Jeg får plukket jordbær i løbet af sæsonen. Men som regel ender jeg med at gøre det for andre. Jordbær så min teenager kan blive forkælet. Rysteribs til naboen som elsker det, osv.
Jeg gør en masse, også for andre, men glemmer at jeg også skal have noget i retur. At der skal være en balance mellem at give og at modtage.
Det psykoterapeutiske aspekt
Jeg øver mig på at blive bedre til at høste. Det, at jeg har svært ved at høste til mig selv, bunder i nogle gamle mønstre jeg har. Der er forskellige aspekter der kommer i spil.
For eksempel kan det hænge sammen med selvværd. At jeg har en grundlæggende tanke, at jeg ikke fortjener det gode i livet. At jeg tror, at mine behov er mindre værd end andres behov. At det er vigtigere at gøre andre glade, end det er at gøre mig selv glad.
Det kan også hænge sammen med, at jeg på et tidspunkt har lært, at mine behov ikke er vigtige. At jeg har lært, at det alligevel ikke nytter noget at bede om noget, for jeg får det ikke. På et tidspunkt lærer man så, at det ikke kan betale sig og man stopper.
Høst det som nærer
For at blive i metaforen snakker jeg om æbler. Når man høster æbler er det vigtigt at plukke dem fra træet og undgå at støde dem. Når de bliver pakket væk til vinteren, så kan de holde sig. Er der bare et stødt æble i tønden, så risikerer man at alt indholdet rådner.
Heraf ordsproget: “Et råddent æble kan fordærve hele kurven.”
Som med æbler, sådan fungerer det også i vores liv. For det første er der ikke noget næring i rådne æbler. For det andet, så kan en dårlig ting påvirke alle de andre områder i vores liv. Humør smitter og vi bliver påvirkede af hinanden. Hvis man er sur på sin chef kan det være svært at begejstres over barnets nyeste tegning.
Vær kritisk
Ved at kigge på vores liv kan vi være kritiske med hvad vi inviterer ind. Inviter det ind som faktisk nærer dig og gør dig godt. Hvis invitationen til tante Olgas 75-års fødselsdag får dig til at tøve, så kig på om der er næring i det. Vil det at fejre tante Olga med hele familien give dig næring og glæde? Eller er det snarere en sur pligt, hvor du ved at du vil være udmattet og sur bagefter? Hvis det sidste, så bliv hjemme i stedet for og gør noget som nærer dig.
Metaforen med høst kan også overføres til arbejde.
Arbejdets høst
Står det du giver og får ud af dit arbejde mål med det som du har brug for og som nærer dig?
Mange mennesker føler sig fanget i dagligdagens trommerum. De går på arbejde fordi de skal. Mange føler ikke glæde ved arbejdet. Der er de, som ikke føler at jobbet giver mening. At det er en sur pligt som der ikke er nogen tilfredsstillelse i.
Her bliver det vigtigt at se på, om resultatet af arbejdet – altså pengene – kan opveje for den manglende tilfredsstillelse ved selve jobbet. Giver pengene mulighed for at forfølge drømme? Giver lønnen mulighed for at gøre det som nærer dig? Bliver jobbet en trædesten mod noget som virkeligt nærer dig og er vigtig for dig?
Sundt og usundt
Det gælder om at se på hele billedet og det overordnede resultat. Er der balance imellem ydelse og nydelse? Får du mindst lige så meget ud af det som du giver? Hvis nej, så bliver det en usund høst. Hvis ja, så er det en sund høst.
Der er mange steder i livet, hvor vi kan få øje på den sunde og usunde høst. Oplagt er det ikke at høste og spise rød fluesvamp. Den er direkte giftig for os. Sådan kan det også være i andre situationer. Der er ting som vi gør og tager ind, som er direkte usunde for os.
Oplagt er misbrug, farlige adfærd og gift. Her har vi ikke svært ved at vide om det er usundt.
Men hvad med en ven, et parforhold, et familiemedlem. Er det sundt eller usundt for os? Er relationen en som nærer os eller som stille og roligt forgifter os? Her kan det være brugbart at se på drama-trekanten og hvilke roller vi påtager os. Emnet er for stort til at gå i dybden med her, så tilbage til høsten.
Giv plads til høsten
Årstiden er også en god lejlighed til at tage et kig på det som er i ens liv. Igen kan metaforen fra livet på landet bruges. Har du ryddet ud i laderne så der er plads til den nye høst? Er der gammelt halm og korn som fylder og rådner? Er der plads i spisekammeret til de henkogte frugter? Er der plads i fryseren til ærter og bønner? Eller ender din høst med at blive spildt, fordi der ikke er plads til den i dit liv?
Refleksionen inviterer til at rydde ud i dit liv. Er der relationer som skal afsluttes? Er der aftaler eller aktiviteter som fylder så meget, at du ikke har plads til det som faktisk nærer dig? Har du gamle vaner som bare fylder og tager energi fra noget du hellere vil? Har du så meget i kalenderen, at der ikke er plads til nye og nærende ting?
Ofte sidder vi fast i gamle vaner som vi egenligt ikke har brug for længere. Høsten giver os muligheden for at stoppe op og overveje, hvad det er som tjener os, og hvad der skal ryddes ud i. Nogle gange er det frygt som holder os tilbage, andre gange er det bekvemmelighed eller uopmærksomhed.
Årstidernes læring
Sådan kan årshjulet give os inspiration til refleksion og læring. Der er ikke nogen rigtige og forkerte svar. Vi høster jo også om sommeren, og for eksempel skal slåen først høstes efter første frost. Læringen kan finde sted i alle årstider. Dette er ment som inspiration og som hjælp til at åbne dine tanker og udvide dine horisonter.