Tomhed og savn

Disse følelser dækker ofte over en manglende forbindelse til noget inde i en selv. At man har mistet kontakten til ens inderste selv. Til ens egen kerne og essens.

Opgaven bliver så at opdage, hvad der har gjort, at man har mistet kontakten.

Det sidste stykke tid havde jeg gået rundt og lagt mærke til, at jeg forsøgte at fylde et tomrum inden i mig selv. Der var noget jeg søgte. Et eller andet jeg ikke lige kunne sætte ord på. Jeg prøvede at fylde det med god mad og hygge omkring måltidet. Jeg havde lyst til samvær, men en speciel slags. Det blev et lille mysterie for mig og jeg dykkede ned i det savn og tomrum jeg følte.

Ikke-dømmende undersøgelse

Min intention var nysgerrighed. Jeg var nysgerrig på, hvad der lige var på spil i mig, og hvad der var årsag til, at jeg følte dette her tomrum. Hvad var det, jeg savnede i mit liv

Jeg savner

Nærvær, samvær, connection, mening, formål, kærlighed, afslapning, hygge, at være mig selv, nydelse…

Meningsfylde, ærlige og autentiske møder. Meningsfyldt nydelse.

Alt sammen ting, som jeg føler nærer mig.

 

Det tyggede jeg på i nogle dage. Stadig med en nysgerrig observation af, hvad der foregik inden i mig. Jeg var noget overrasket, da jeg havde følt sådan en stærk livsglæde og kærlighed til livet siden foråret. Så hvad havde ændret sig nu?

Derfor føler jeg tomhed

To dage senere går det op for mig, at jeg har mistet forbindelsen til “Mitakuye Oyasin“. Det er mit begreb for den forbindelse, som jeg føler til alt som er. Naturen, kræfterne, alt levende, det guddommelige, min egen kerne og essens.  Forbindelsen til Mitakuye Oyasin giver mig en tilstand af taknemmelighed og accept, af ro og balance. Fra det sted er livet smukt og jeg føler en dyb kærlighed til selve livet og universet.

Interessant!

Prisen for at føle vrede og frygt

Næste opdagelse var, at ting som bekymringer, usikkerhed, vrede, frustration, had, frygt, tvivl, forventninger, pres, uro og smerte alt sammen bidrager til at afskære mig fra forbindelsen. Det er som om, der kommer et filter på, som gør det svært at mærke min livsglæde og min connection til alt som er.

Især SoMe diskussioner, som kan være virkeligt hadefulde og smertefulde, har fyldt for meget i min dagligdag på det seneste. Og i mit eget personlige liv, er der flere udfordringer som også tærer.

Find det som nærer mig

For at komme tilbage til forbindelsen til min essens og alt som er, bliver jeg nødt til at fokusere på det som nærer mig.

Fokuser på:

Det smukke i livet
Taknemmelighed
Det mulige
De positive oplevelser
Hjerte- og sjælemøder
Naturen
Skønhed
Nuet – dette åndedrag

og de andre ting som nærer mig.

 

stress gør en mere modtagelig

Den her process åbnede også op for indsigten, at jeg er ved at blive stresset igen. Jeg skal være ekstra påpasselig, fordi jeg havde et stress sammenbrud for et par år siden. Hjernen er simpelthen mere påvirkelig og det kan tage adskillige år at hele og komme tilbage til et nogenlunde niveau igen.

Tilbage til de gode vaner

Så nu er min opgave at tage mig selv alvorligt. Det er ikke uden grund, at jeg mærker et savn og en tomhed. Mit system er simpelthen i gang med at fortælle mig, at der er nogle ting jeg skal gøre anderledes for at passe på mig selv.

Jeg skal forholde mig til de ting som stresser mig, og gøre noget ved det.
Jeg skal nære mig selv med nydelse, skønhed og naturen.
Og jeg skal tilbage til nogle af de gode vaner jeg havde tidligere på året. Jeg skrev jo om det i “7 tips til at holde gejsten oppe” sidste år.