Et citat fra en drøm der satte mine morgentanker i gang. Så jeg begyndte at skrive.

At vågne op. At skulle finde sig selv. Se på sig selv som man er. Uden distraktioner eller filtre. En famlen rundt i forvirring. Uden at vide hvem man er, eller hvorfor man er. Alle kender en, kender en historie som er glemt, som er forsvundet ud i glemslen.

Uden alle forstyrrelserne har vi kun os selv. Vi kan ikke længere gemme os bag distraktionerne. Og vi bliver tvunget til at se på os selv som vi er.

-Pia Poulsen

En søgen og famlen for at finde identitet og mening. “I hvor lang tid har han været død denne gang?” Og der er ikke engang et minde om have været død eller levende før.

Vi vågner op, en efter en. Men vi er ikke engang klar over at vi sov, at vi var døde før. Vi er blot forvirrede over hvem og hvad vi er nu. Ingen bevidsthed, at der var et før.

Skyggerne kommer ud og bliver synlige. Mørket bliver set.
Men det bliver ikke genkendt og forstået.

Vi går gennem livet, snublende fra øjeblik til øjeblik. Uden retning og uden klarhed. Vi ved ikke hvem vi selv er. Vi forstår ikke hvad og hvem vi er, og ej heller hvad betydning vi har.

“I hvor lang tid har han været død denne gang?”

Vi vågner op i små glimt. Har øjeblikke, hvor vi er vågne, og så falder vi i søvn igen. Glimtene og øjeblikkene fra vores vågne øjeblikke bliver flygtige som billederne fra en drøm. Forstyrret af alt det som er omkring os. Af alt det der tager vores opmærksomhed og dulmer vores sande tilstedeværelse. Alt det som tager os væk fra nuet.

Det som dulmer og dræber vores tilstedeværelse.
Det gør os til ikke-levende.

Pia Poulsen