Hvor mange gange vågner vi ikke om om morgenen, de flygtige billeder fra drømmen smutter ud mellem vores fingre. Vi rækker ud efter mobilen og straks er drømmen væk. Tankerne kører omkring dagens gøremål, om de seneste nyheder og hvad vores venner deler i deres feed.

Den selv-indsigt og forståelse, de beskeder drømmen havde til os forsvinder lige så snart vi tillader noget udefrakommende at distrahere os. Vi vågner op hver morgen og har et lille bitte vindue, hvor vi ikke er dulmede. Det lukker normalt meget hurtigt igen når logik og distraktioner tager over.

Så længe det vindue er holdt åbnet kan de interessante indsigter, sandheder og forståelser komme frem. At skrive uden at logisk tænke over det, men bare lad flyde, hvad der kommer fra den del af dig som er vågen. Den del af dig, som ved hvad der er sandt og som har indsigterne og forståelserne.

Øjeblikket er flygtigt og hvis det ikke bliver taget og fanget, forsvinder det hurtigt og vi returnerer til vores livsløse leven.

Og ja, vi snubler som vi går, vi er forvirrede, intet giver mening, det hænger ikke sammen. Det er underligt og mystisk. Men du er levende og i kontakt med dit dybeste selv, din sårbarhed og inspiration.

Herfra kommer dine sandheder uden filtre. Uden at alle de former og forsvarsmekanismer kommer i spil og saboterer det hele. Sider som kommer i spil, fordi da du var åben som barn kunne de voksne omkring dig ikke længere huske, hvordan det er at være levnende og vågen. Så du blev nødt til at beskytte dig selv.

Det er et skræmmende og sårbart sted at være. Det kan være ubehageligt, og lysten til at finde mobilen frem, til at hoppe ud af sengen for at få te eller kaffe, lysten til at kæle katten, tage badet, flytte sig og komme væk er stærk.

“Nu må det da også snart være nok, som jeg har skrevet!” Tanken popper ind, søger at få mig til at stå ud af sengen og starte min normale morgen. Og hvis jeg havde lyttet og gjort som den ville, så ville de sidste par afsnit ikke være blevet skrevet, og al den viden og indsigt ville være begravet igen.

I stedet lukker jeg øjnene og tager et dybt åndedrag.

Mærker efter, hvilke ord der trænger sig på og lader dem flyde ud på papiret uden at dømme og uden at vide, hvor det leder hen. Som tiden går og dagligdagen presser sig på, bliver det mere og mere en øvelse i at blive i mit sårbare sted.

Tanker presser sig på, tanker som kommer fra alle de sider som dulmer og beskytter min sårbare side. Usikkerhed og frygt over, hvad det er jeg skriver og om det giver mening. En anden stemme som bliver stærkere og stærkere siger, at dette skriv skal publiceres. Og straks efter kommer kritikeren i spil. Flere og flere stemmer prøver på at få mig til at sove igen, så jeg ikke kommer til at mærke sårbarheden.

Først når kontakten til sårbarheden er helt forsvundet er det tid til at stoppe med at skrive. Først når der er så mange andre forstyrrende elementer, at der ikke er god kontakt, skal du stoppe med at skrive. Så længe kontakten er der, kommer de ord ud som trænger til at blive sagt. Ord af visdom og indsigt til dig selv.

Du behøver ikke at skrive om en drøm du havde. Bare tag de ord og tanker som kommer, og skriv dem ned, også selv om det slet ikke virker til at give mening. Lad dem flyde. Tillad dig selv at skrive også selv om du føler dig sårbar og usikker. Skriv.

Læg perfektionisten og kritikere væk. Lav fejl. Stav forkert, glem kommaer.

Alle de ting betyder intet. Alt der betyder noget er at få ordene ud. Skub tanken til side som popper op og bekymrer sig om hvad andre måske vil sige eller tænke til det du skriver. Det betyder ikke noget. Det er først bagefter, at du overhovedet vil overveje om det skal deles. Du skriver for og til dig selv.

Dette er dit vågne jeg som udtrykker sig og har en besked til dig. Lyt, mærk og skriv det ned. Hav en notesbog ved siden af sengen. Vågn stille og roligt, lad tankerne kredse sig om de flygtige drømmebilleder eller de tanker du havde da du blev bevidst om at det er morgen. Vend dig om, tag notesbogen og bare begynd at skrive. Lad ordene flyde ud og skabe deres egen verden. Dit bevidste selv behøver slet ikke være med og kan bare slumre videre.

Når alle ordene er ude, træk så vejret dybt og sig tak. Tak til dig selv for at lytte og tage dig selv alvorligt.