Personlig udviklingshistorie

Den følgende tekst er et udrag fra min certificerings opgave til at blive ID psykoterapeut.

Min personlige historie er en lang fortælling, lang nok til at fylde flere bøger. I stedet vil jeg sætte to billeder op. Mig dengang og mig nu som illustration på min rejse og min udvikling.

Dengang

For 21 år siden sad jeg alene; min mand var igen ude. Jeg var deprimeret, kraftløs, bange og fanget i et psykisk og voldeligt ægteskab med en 21 år ældre alkoholiker. Jeg var i fuld gang med at genudleve barndommens incest. Kontakten til familien var nærmest ikke eksisterende og venner havde jeg kun igennem min mand. Depression, isolation og flugt fra smerten var min dagligdag.

Mine egne følelser og oplevelser stolede jeg ikke på, et resultat af gaslighting. Jeg havde mistet mit fundament, mine behov var druknet i store reaktive følelser og grænsesætning havde jeg aldrig lært. Da jeg havde det værst, kunne jeg ikke engang tage til lægen uden at han skulle med og holde mig i hånden.

Jeg var dybt draget til det spirituelle, især New Age verden hvor jeg søgte svar. Stanislav Grof, Robert A Monroe, Dorris Lessing, James Redfield og andre forfattere blev læst. Binaural beats blev brugt i et forsøg på at producere ud af kroppen oplevelser, jeg studerede tidligere liv, søgte meningen med smerten, mærkede auraer, troede på kanaliseringer fra min mand og meget mere.

Dengang var jeg dybt overbevist om, at hvis jeg bare kunne få de rigtige spirituelle oplevelser, hvis bare jeg kunne møde den rigtige vejleder på en ud af kroppen oplevelse, hvis bare jeg kunne blive oplyst nok – så ville alting blive lykkeligt og dejligt, så ville smerten forsvinde. Med andre ord: Jeg flygtede ind i spirituel bypassing.

Nu

For et år siden stod jeg på chok-traume modulet under en eksponeringsøvelse, totalt fastlåst og ude af stand til at træde det næste skridt fremad ned mod scenen. Jeg var fuldstændigt lammet. Dernede på scenen stod min drøm, en fremtidig situation om at have en jurt i haven, som jeg kunne bruge til terapirum. En længe ønsket drøm. Et symbol på frihed til at være den jeg er, til at fuldt ud kunne udtrykke mig og gøre det jeg føler mig kaldet til at gøre.

Ugen inden var banklånet endeligt gået igennem. Det havde været en kamp at overbevise økonomi-mesteren om, at en jurt simpelthen var nødvendig. Da pengene stod på bankbogen, blev jeg lammet. I en uge var jeg ude af stand til at gøre noget. Jeg kunne simpelthen ikke sende den email for at bestille min jurt og planlægge med tømreren.

Heldigvis havde vi chok-traume, der hvor jeg havde mest brug for det. Vi blev introduceret til eksponeringsøvelsen, den gradvise integration af frygt, og jeg besluttede mig for, at jeg ville være øveklient. Vi kom ud i grupper og jeg stod ved min beslutning og sagde, at jeg ville arbejde med min fremtidige frygt.

Jurten blev et symbol på mig selv. På dét at træde ind i mit lys. På dét at blive set. Dét at stå fuldt ud ved mig selv. Dét at udleve mit livs kald. Dét at favne min sandhed og min sårbarhed. Dét som virkeligt har stor værdi for mig. Dét som er mig og jeg har drømt om at kunne i flere år. At kombinere Stone Medicine med shamanisme og psykoterapien. Hele min fremtid – i mit system i al fald – hvilede på den her jurt.

Kraften rejser sig

Jeg stod der, på vej ned mod scenen, og kunne ikke tage det næste skridt. Jeg lukkede øjnene og påkaldte mine kraftdyr og hjælpere. Jeg mærkede dem alle stå støttende med mig. Så mærkede jeg min stav i min hånd. Jeg stod med den, rank og stærk. Omgivet af hjælpere, åndefæller og forfædre, stod jeg i dyb kontakt med mine personlige ressourcer.

Jeg mærkede kræften rejse sig. Der skete et synligt skifte. Jeg strålede, jeg rankede mig, jeg stod fast på gulvet. Hovedet knejsede. Energien i rummet ændrede sig. Jeg fik at vide fra observatørerne, at de kunne se transformationen. Fyldt med den kraft trådte jeg flere skridt frem, helt ned på scenen, helt ned til der hvor jurten var.

Da jeg kom hjem fra modulet, handlede jeg. I dag har jeg et helingsrum for mine klienter. Det er her, at jeg kombinerer mit psykoterapeutiske virke med ældgammel naturvisdom og naturspiritualitet. Jurten Frejas Fred er et ressourcested for mig selv og for mine klienter.

Mit lys skinner, jeg står ved mig selv. Jeg har tillid og tro på fremtiden. Jeg er forelsket i livet. Jeg hengiver mig mere og mere til det som udfolder sig foran mig, til den sti jeg er kaldet til at gå på.

Udviklingen og kontrasten på de 20 år er slående.

Taknemmelighed for udviklingen

At kigge tilbage på min rejse, på den person som jeg var og den jeg er blevet til, er rørende. Jeg kommer i kontakt med sorg og tristhed over alt det, som jeg har oplevet for at nå hertil i dag. Jeg kommer i kontakt med dyb taknemmelighed for alle de ressourcer jeg har, og den vej der åbnede sig for mig.

Jeg er ydmyg og berørt over al den hjælp, jeg har fået. Fra nære personer, fra fællesskabet, fra ånderne, fra min medicinkvinde, og fra de ældgamle traditioner jeg har fået lov til at lære.

Jeg er taknemmelig for den udvikling, jeg har gennemgået; via mit virke som massageterapeut, den sunde spiritualitet samt igennem uddannelsen til ID coach og psykoterapeut. Jeg er taknemmelig for mine undervisere, samt de terapeuter som har fulgt mig i egenterapi, der har hjulpet mig i min dybe healingsproces. Jeg er taknemmelig for mig selv, og for de valg jeg har taget.

Jeg kan mærke mine spirituelle ressourcer. De står her med styrke, visdom, kraft og beskyttelse, så jeg kan gå ud i verden og lade mit lys skinne til gavn for andre. Jeg mærker kærligheden og tilliden til livet og det, som venter foran mig. Jeg ved, at alt er som det skal være, og at jeg nu går for at tjene “det højeste bedste”. Min sjæl er kommet hjem.