Sådan nærer du livslysten

Når livet er svært og vi bliver bombarderet med negative eller skræmmende nyheder, så kan det være svært at holde gejsten oppe og mærke de gode ting i livet.

I disse Corona tider kan det være ret svært at holde gejsten oppe. Jeg mærker, hvordan jeg svinger imellem forskellige følelser og energier. Nogle dage har jeg overskud og kan erobre verdenen, andre dage føler jeg mig fortabt og uden retning.

Heldigvis har jeg øvet mig i at observere mig selv og kan genkende, hvad det er der sker inden i mig. Det giver mig mulighed for at tage mig af mig selv på en god og konstruktiv måde.

Hvad gør jeg så for at holde gejsten oppe?

Jeg tager mig selv alvorligt

Det betyder, jeg lytter til mine behov og jeg respekterer dem. Jeg genkender og accepterer at jeg har brug for trøst eller at glemme for en stund. Jeg belønner mig selv, når jeg har nået et mål. Jeg tilgiver mig selv når jeg ikke lige har gjort, hvad jeg ville.

Vores frygt, bekymringer og behov er reelle og skal tages sig af. Det hjælper ikke at skubbe dem til side og ignorere dem. I stedet, giv dem noget omsorg – på samme måde som en mor vil give omsorg til et lille bange barn.

Jeg fokuserer på mit fysiske helbred.

Jeg går en lang tur i naturen næsten hver dag, jeg er følger et løbeprogram med min datter, jeg træner hjemme i stuen. Jeg forsøger at spise sundt, men tillader mig også at få et stykke chokolade om aftenen. Jeg går til gengæld ikke amok i slik, ginger beer eller peanuts. Det ting støtter ikke mit fysiske helbred. Og endelig, så sørger jeg for at få nok søvn.

Når jeg føler mig godt tilpas i min krop, så får mine følelser det meget bedre.

 

Mit mentale og spirituelle helbred er en prioritet.

Dermed sagt, jeg prøver at finde tid hver dag til at meditere og skrive dagbog. Nogle gange bliver det kort, andre gange kan det tage ret lang tid. Det at gå en tur i haven eller skoven kan også være en meditation. En stille og rolig måde at være i nuet på, at være til stede.

At meditere og være i nuet hjælper dig til at undgå at blive fanget af dine tanker og din fantasi.

Jeg praktiserer taknemmelighed.

I stedet for at fokusere på alt det dårlige er sker omkring mig, de seneste nyheder om katastrofen, tallene for hvor mange er døde, hvor lang tid vi stadig skal være lukket ned. Så fokuserer jeg på de gode ting.

Jeg er dybt taknemmelig for at bo i Danmark i disse tider. Jeg er taknemmelig for at jeg bor i en landsby hvor skoven kun er 1 km væk. Jeg er taknemmelig for min datter og hvor dejlig hun her. Jeg er taknemmelig for at min familie har det godt. Jeg er taknemmelig for solen og foråret. Og jeg kunne blive ved.

At skrive en daglig liste med mindst 10 ting, som du er taknemmelig over kan bringe dig langt. Find noget nyt hver dag at være taknemmelig for, fra stort til lille. Det tæller alt sammen.

Ved at praktisere taknemmelighed lærer vi, at der er gode ting i livet også selv om alt ser mørkt ud. Vi lærer at se, at tingene ikke bare er sort/hvid, og vi lærer at kunne sætte pris på de små velsignelser der er i dagligdagen. Studier viser desuden også, at taknemmelighed er en af de vigtigste komponenter for at folk føler sig glade og tilfredse med deres liv.

Der er rutiner i dagligdagen.

Det er fristende at lade det hele flyde og bare lade stå til når dagligdagen er vendt på hovedet. Jeg finder det vigtigt at holde fast i rutinerne, og lave nye der passer til situationen. Med en teenager på hjemmeundervisning står vi op hver morgen, får morgenmad og så er det skole tid. En pause i løbet af formiddagen kan bruges til at løbe en tur sammen.

Eftermiddagen til at lave noget sammen så som en lang gåtur, arbejde i haven eller huslige pligter. Måltiderne bliver spist til tiden, sengetiderne overholdt og vinduer til arbejde, afslapning osv. bliver holdt ved lige. Også i ferie-dagene prøver jeg at holde rutinen, men uden lektielæsning. Dog er intet så stift, at vi ikke kan ændre og tilpasse når der er brug for det.

Jeg finder, at med rutiner så kommer der stabilitet i dagligdagen, vi ved hvad vi kan forvente og hvad der skal ske. Når omverdenen er så usikker gælder det om at skabe sikre og trygge forudsigelige rammer hjemme.

 

Jeg bruger mere tid udenfor end jeg gør på nyheder og sociale medier.

Dermed siger jeg, jeg begrænser den tid jeg bruger på at læse nyheder om krisen og jeg er meget kritisk, når det kommer til hvilke kilder jeg lytter til. Jeg har to hovedkilder: Danmarks Radio og BBC News.

Facebook og alle de andre bruger jeg til at holde kontakt med venner og familie, samt mine interesse grupper (massage, coaching, natur oplevelser o.lign.) Og det er mere eller mindre det. I stedet for nyheder læser jeg bøger, lytter til lydbøger når jeg gør rent, eller ser streaming film/serier med familien som afslapning om aftenen.

Når vi bliver udsat for konstante negative og skræmmende nyheder tror hjernen og kroppen at vi er i fare og under stress. Flugt eller kæmp kommer i spil, Amygdala sætter den rationelle hjerne ude af spil og vi falder mere og mere i følelsernes vold. Vi bliver aggressive, emotionelle og logikken smutter på ferie.

Så undgå skræmmekampagnerne og de negative nyheder. De får dig lettere til at falde for “Fake News” og konspirationsteorier når din kritiske tænkning er under angreb.

Jeg har noget at se frem til.

Vi som familie har besluttet os til at få en hund. Det har ligget i tankerne i et godt stykke tid og med Corona-krisen besluttede vi os til, at nu skulle det være. Det har vist sig at være en rigtig god idé. For det at undersøge og prøve at finde en hvalp, at glæde sig til, at hvalpen bliver stor nok til at flytte hjemmefra, og planlægge og overveje alting omkring det har bragt lys og glæde ind i dagligdagen. Når tingene bliver dunkle og tunge, så kan vi bare tænke på det som snart kommer, og livsglæden bobler frem igen.

Det at have noget positivt og glædeligt at se frem til hjælper os til at vide, at krisen er kun midlertidigt, og at der er lyspunkter i fremtiden, også selv om det hele ser mørkt ud nu.

Hvad har du at se frem til og glæde dig til? Noget der bare får dig til at smile. Hvad bringer livsglæde ind i dit hjerte, noget som varmer dybt nede?

Da vi ikke ved, hvor længe alt det her kommer til at vare, så vil jeg foreslå at finde en eller flere ting, både stort og småt, som kan gøres selv om tingene er som de er nu.